Rudolf Steiner-skolens idé

Denne indsigt - og ikke mindst de erfaringer, der er opnået i Rudolf Steiner-skolerne rundt om i verden, er idag genstand for en stadig voksende opmærksomhed. Der findes Rudolf Steiner-skoler i alle vestlige lande og nu også i østlandene, i Nord- og Sydamerika, i Afrika, Indien, Japan, Australien og New Zealand. Her i Danmark er der 16 skoler fordelt over hele landet.Rudolf Steiner-skolens idé er vokset frem af den åndsretning, som er skabt af dens grundlægger Rudolf Steiner, og som han kaldte antroposofi - visdom om mennesket.

Man vil med rette kunne tro, at det udelukkende er en skole for de børn, hvis forældre er tilhængere af det antroposofiske livssyn. Det har aldrig været tanken. Rudolf Steiner-skolens mål er helt igennem alment, og der modtages elever fra hjem med de forskelligste trosretninger.

Fordomfrit tænkende, varmt følende, moralsk handlende mennesker er vist hvad vi alle ser som pædagogikkens egentlige mål. Det gør Rudolf Steiner-skolen også, men den går nye veje.

Rudolf Steiner-skolens idé ligger først og fremmest i metoden. Denne metode er begrundet i Rudolf Steiners åndsvidenskab i en dybere indsigt i menneskenaturen, og frem for alt i barnets natur og udvikling.

Et stigende antal lærere i de offentlige skoler, navnlig i Schweiz og i Sverige har taget adskillige af Rudolf Steiners metoder i brug. Det har således vist sig, at Rudolf Steiners pædagogiske idéer har givet impulser, der også har præget skolernes udvikling i vort århundrede.

Selvsagt vil mangt og meget gå igen fra skole til skole, men meget vil også være anderledes. Grunden er, at Rudolf Steiner-pædagogikken ikke har noget fikst og færdigt system. Først og fremmest betyder Rudolf Steiner-pædagogikken en udfordring til læreren, til hans individuelle muligheder. Mere end i nogen anden pædagogik står og falder undervisningen i en Rudolf Steiner-skole med lærerens aktivitet og sindelag, med hans vilje til metodisk selvskoling. Det, den enkelte lærer er i stand til at gøre ud fra sig selv, det er og bliver alle Rudolf  Steiner-skolers virkelige grundlag, muligheder og dermed også  begrænsninger.

I praksis bliver den pædagogik, der kendetegner Rudolf Steiner-pædagogikken, således mere afhængig af den enkelte lærer, end det i reglen vil være i den almindelige folkeskole. I det kan der ligge en fare for ensidighed. For at modvirke en sådan mulighed samles Rudolf Steiner-skolens lærere til en ugentlig konference, hvor der arbejdes med pædagogiske spørgsmål, og hvor de enkelte elever bliver drøftet. Man kunne også kalde disse konferencer for "det evige seminarium". Der afholdes yderligere en konference pr. uge, hvor spørgsmål vedrørende skolens ledelse behandles. Kontakten til hjemmene etableres bl.a. ved lærerens besøg i hjemmet. ca. 1 gang årligt. Læreren forbereder og fremlægger selv undervisningsstoffet, idet lærebøger ikke anvendes. Derved opnås en inderlig kontakt til eleven, der så selv udarbejder hæfter, diktat eller egne referater, tegninger fra det bearbejdede stof.

Al sand pædagogik må stræbe efter at give noget ud over en ren og skær tilegnelse af kundskaber. Mennesket i barnet må vækkes. Undervisningen må give næring til fantasi og vilje. 

I barndommen må forestillingerne ikke indprentes for at blive siddende omtrent som fluer på et fluepapir. Hvad børnene lærer i skolen må kunne forvandles og i livet blive til en levende del af dem selv. Skal det ske, må undervisningen gives med et tilsvarende levende engagement. Og det kommer kun, når læreren selv kæmper med stoffet, selv har fundet frem til synspunkter, som skal være af betydning for barnet på forskellige klassetrin.

Det måske vigtigste synspunkt for undervisningen i folkeskolealderen er, at den skal være mest mulig billedkraftig, bevægelig og anskuelig - ikke stiv og abstrakt! Blomstrende skildringer, ikke blege definitioner. Helt absolut gælder dette for de første skoleår, tilnærmet helt op til puberteten.

Med dette for øje bliver eet og samme fag på Rudolf Steiner-skolen lagt forskelligt an, alt efter det alderstrin eleverne befinder sig på. Historie, geografi og naturfag er til at begynde med ikke bare en forenklet og mere primitiv fremstilling af ting, som senere bliver fyldigere. Snarere tvært imod: til at begynde med livfulde, fantasivækkende beskrivelser. Senere kommer oversigt, forenkling og begrebsmæssige sammenhæng. Således prøver vi i Rudolf Steiner-skolen at tilgodese barnets skiftende behov fra klassetrin til klassetrin.

Rudolf Steiner

Rudolf Steiner lagde stor vægt på at forbinde praktisk og teoretisk dannelse. Frem for alt var det efter hans opfattelse vigtigt, at børn med forskellige muligheder og baggrund samles på skolen i socialt fællesskab. Før puberteten burde det derfor aldrig komme på tale med nogen form for liniedeling eller sortering af elevmaterialet.

I de 8 folkeskoleår skal barnets individuelle særbegavelse ikke stå i forgrunden for pædagogikken. Det er tværtimod det fællesmenneskelige, som er folkeskolens egentlige tema - det almene kulturgrundlag, som forbinder alle i samfundet. Folkeskolealderen er et livsstadium. Hermed er antydet, at dette ikke kan gøres alene ved hjælp af nogle lærebøger og i al hast. Nej, det må gennemleves; og selv det mest begavede barn må have sin fulde tid i dette livsrum.

Rudolf Steiner-skolen er således ingen skole for specielle børn, hverken for genialt begavede eller for dem som har svært ved at lære, men et tilbud til dem, der ønsker en sådan skole. Det som måske først springer en i øjnene ved en Rudolf Steiner-skole er, at undervisningen bliver givet som levende meddelelse fra lærer til elev. Barnet svarer ikke på undervisningen ved at blive hørt i lektien herfra og dertil. Det svarer med sit arbejde, med det det evner at gøre ud af stoffet.

Læreren vil stadig prøve at gøre undervisningen så billedrig og impulsgivende som mulig. Med andre ord, han vil prøve at gøre den til en kunst. Barnet prøver tilsvarende at give sit arbejde en personlig skarp form, med større eller mindre fantasi, med større eller mindre evne - men altid  som nye øvelser, altid med fornyet indsats. Dermed bliver de æstetisk dannende, de kunstneriske fag, ikke noget for sig selv, ikke noget ved siden af hovedsagen - kundskabstilegnelsen. Nej kunsten er i denne forstand selve livselementet i skolen, er det medium, hvorigennem lærere prøver at formidle stoffet, og som barnet arbejder i. Barnet svarer på undervisningen ved at genskabe i former og farver, ved at tegne, male, plasticere, gøre håndarbejde - ved at skrive, eurytmisere, spille, synge - kort sagt: ved at realisere noget.

På den måde appellerer undervisningen i Rudolf Steiner-skolen langt stærkere til følelse og vilje end i andre skoler. Og det er måske pædagogikkens vigtigste opgaver i disse år, at barnets følelse og vilje - som let kan blive temmelig vildtvoksende - kommer under kultur.

Dermed bliver kunstens opgave i opdragelsesgerningen langt fra bare at pynte på en ellers grå undervisning. Kunsten bliver i denne forstand en reel bestanddel af alle fag - den bestanddel som har til opgave at forædle barnets følelsesliv og impulsere viljen.

Timeplanen adskiller sig i Rudolf Steiner-skolen på et væsentligt punkt fra timeplanen i andre skoler. For en række fag gælder, at undervisningen er periodisk indrettet. Dagen indledes med en 2-timers hovedfagsundervisning, hvor der periodevis af 3-6 uger undervises i eksempelvis dansk og regning, i historie, geografi og naturfag. Dagens to første skoletimer er da sammen-hængende viet periodens hovedfag.

Efter et stort frikvarter kommer så fagtimerne: Engelsk - tysk - håndarbejde - sang - eurytmi. Perioderne kan variere fra to til fire uger. Når man i en periode, f.eks. i historie eller geografi, har gennemgået et afsnit og afsluttet det, lægges hele faget til side for kortere eller længere tid, måske et helt år.

Lærerne ved Rudolf Steiner-skolerne bliver ofte spurgt, hvorledes de får tid til at overkomme så meget ved siden af selve oplæringen. Svaret er, at det for en stor del skyldes periodeundervisningen. Den koncentrerer arbejdet og muliggør en rolig fordybelse i stoffet. 

Naturligt nok vil mange spørge om skolens livssyn på religionsundervisningen, og de problemer der knytter sig til den. Til det er der at sige, at den pædagogiske idé, som ligger til grund for Rudolf Steiner-skolen, overhovedet ikke forudsætter nogen bestemt religiøs bekendelse. Derfor retter skolerne i de forskellige lande sig efter de stedlige forhold og forældrenes ønske.

Hos os er situationen den, at langt den overvejende del af forældrene er tilknyttet den danske folkekirke, men således at tilknytningen ikke altid er særlig personlig. De fleste ønsker en kristendomsundervisning uden al for stor vægt på bestemte dogmer. En sådan undervisning prøver lærerne at give; og det kan de gøre med god samvittighed, fordi det ikke strider mod, hvad de selv kan tænke og tro om disse dogmer.

Religionsundervisningen, synspunktet er også her først og fremmest pædagogisk. Barnet skal ikke presses til at tro dette eller hint. De skal gennem undervisningen få næring for et indre liv, for sin vækst mod evige værdier, for sin moralske udvikling. Her som i alt andet kan skolens opgave kun være tjenende. Dens opgave er: Bedst mulig at tilrettelægge forudsætninger, aldrig at foreskrive de ting, som må stå enhver frit.

Til slut består skolens idé altid på et ønske. Et håb om at barnet vil finde sig selv og dermed sin frihed, sin egen vej til sandheden.